Hvad bruger vi synet til…

Selvfølgelig til en hel hel masse! Synet er måske den vigtigste sans i vores sansesystem- og også det senest udviklede. I de første 6 måneder af spædbarnets liv kan det kun se klart i ganske kort tid ad gangen i en afstand på ca. 20 cm. Det svarer til afstanden mellem mor og barn, når det ligger på armen. Herefter sker der en stor udvikling med synet og i 6 måneders alderen kan barnet følge en genstand med øjnene og holde sit blik fast på en genstand. Denne nye egenskab betyder også der kommer skub i den motoriske udvikling. Nu finder barnet nemlig en større interesse i sine omgivelser. Barnet vil gerne kigge på personer omkring det, kigge på det farvestrålende legetøj og kigge på bladende udenfor der blafrer i vinden. Hermed begynder barnet i højere grad at løfte hovedet fra underlaget i maveliggende. Det begynder at kigge til siderne både i mave- og rygliggende. En ny og spændende verden har åbnet sig. Og det er super vigtigt ift. den motoriske udvikling at barnet begynder på disse ting – men for at kunne løfte hovedet fra maveliggende skal man jo altså ligge i maveliggende. Jeg ved det kan være rigtig svært svært at få de små størrelser til det, men bliv ved og ved for det er så vigtigt for dem. Et lille sammenrullet håndklæde under brystet eller at de ind imellem lejres på en skråkile kan hjælpe dem.

Synet arbejder meget sammen med muskel-ledsansen, den vestibulære sans og den taktile sans. Sanserne hjælper hinanden, således at barnet kan bevæge sig uden om genstande, kan gribe om koppen og ikke skubbe til den i stedet for (i hvert fald ikke hver gang;-)). Synet fortæller os også om hvor hurtigt vi bevæger os, eller det omkring os bevæger os. Her er der et tæt samarbejde mellem synet og det vestibulære system, og nogen gange går det galt. F.eks. hvis man sidder i en bus der holder stille, og bussen ved siden af bevæger sig. Så kan systemerne komme i tvivl om hvem der bevæger sig – du kender det sikkert godt. Det er har vi nok alle prøvet. Men for nogle børn er sådan en "fejl" meget mere udbredt og kan også være påvirket af flere sansesystemer. Disse børn har det rigtig svært og det er vigtigt at få ordentlig udredt, hvis man mistænker at barnets sanser sender misvisende informationer til hjernen.

Visuel perception er hvordan vi opfatter noget via synssansen og fortolker det i hjernen til noget der giver mening  for os. Der findes mange undergrupper af visuel perception og det skal ikke fylde her, blot nævnes så du ved, at én ting er hvad øjnene rent fysisk kan se, og om øjenmotorikken er god nok. Men en anden er hvordan hjernen formår at tolke og omsætte det sete. Det er her det blir rigtig vigtigt.

Etiket: , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*