Han falder hele tiden…

….er en sætning jeg ofte hører, når jeg ser børn i daginstitutioner og hjemme hvor de bor. Der er mange børn der falder rigtig meget uden man tilsyneladende kan forstå hvorfor, men der er altid en grund til det – den kan bare være svær at få øje på.

Lad os se på et eksempel – Rasmus er 1½ år gammel og har gået siden han var 13 måneder. Han går fint indenfor når han futter rundt i strømper med dupper eller bare tæer. Men lige så snart han kommer ud vælter han rundt – også selvom underlaget er helt fladt og lige asfalt…? Her har det ikke noget med hans fysisk at gøre (at der skulle være noget galt med fødderne, hofterne eller noget helt tredje), for han går jo fint indenfor. Det vil typisk være noget med fodtøjet. Måske har han rigtig fine gode sko på, men sagen er bare den, at mor har tænkt det var smart han kunne bruge dem i to sæsoner, og har derfor købt dem lidt store. Men det betyder så, at de er for lange og derfor bli’r det svært at løfte fødderne højt nok, så man ikke falder – det kan Rasmus i hvert fald ikke med sine små korte ben. Måske føles skoene også tunge og som lidt i vejen, når man nu er god til at gå i bare tæer…

Et andet tænkt eksempel er Sofie på 5 år, der normalt ikke falder når hun går, men så snart hun sætter lidt fart på, er det næsten stensikkert hun ligger lige så lang hun er i løbet af kort tid. Mor og far køber sko, der passer hende som de skal og gummistøvlerne bruges kun til regnvejr, men det hjælper ikke. Det man kan se ved Sofie er, at når hun går peger begge fødder lidt indad, men de rammer ikke hinanden og Sofie holder fint balancen. Når fødderne peger indad skyldes det som regel at hofterne er indadroteret, og dette kompenserer Sofie for, ved at holde fødderne længere fra hinanden. Men når hun skal løbe, bliver det meget sværere, fordi der er større krav til at have fokus på omgivelserne når man løber, end når man går. Hun skal koncentrerer sig for ikke at løbe ind i noget, at fange bolden eller far der løber foran, og så rammer fødderne hinanden og hun falder.

I andre tilfælde kan det skyldes underlaget, alderen, fodstillingen eller måske et hypersensitivt sanseapparatet der forstyrrer barnet, så det ofte falder. Jeg kan kun opfordre til man kommer til bunds i årsagen til de mange fald, og så starte der med at gøre noget ved det.

Kommentér gerne herunder og få løbende nyt om børn og motorisk udvikling direkte i din indbakke via mit nyhedsbrev. Klik her eller i menuen til venstre og tilmeld dig.

Gittes Børnefysioterapi kan også følges på Facebook

Etiket: , ,
En kommentar til “Han falder hele tiden…
  1. Judy Arresø Mortensen siger:

    Hej  Gitte. 

    Vil gerne modtage  nyhedsbrev

    Venlig hilsen Judy Mortensen 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*